Godt for dit immunforsvar og mod pollen allergi
(OBS: der er ikke lægefaglig dokumentation for, at birkesaft skulle hjælpe mod allergi, så teksten her er baseret på egne og andres erfaringer!)
Birkesaft som vitaminbooster og naturligt ‘lægemiddel’
Ligesom mange andre former for behandling har mennesker i hundredvis af år sanket urter og naturmedicin herunder birkesaft til at kurere sygdomme og forebygge lidelser. Den søde drik gav energi til det hårde arbejde og skulle efter sigende hjælpe mod forkølelse, skørbug, gigt, eksem, gulsot og sågar som vanddrivende middel. Dette er naturligvis ikke dokumenteret efter nutidens vestlige krav, men al medicin kommer jo oprindeligt ud fra fortidens erfaringer, så hvorfor ikke…? I forhold til pollen allergi går teorien på, at kroppen danner antistoffer mod de allergener, der findes i birkepollen. (samme princip som en vaccination).
Birkesaft indeholder alle mulige sunde sager især C-vitamin, herudover glukose, frugtsyre, aminosyre, kalium, calcium, fosfor, magnesium, mangan, zink og jern.
Smagen er ret mild og let sødlig.
Sæt i gang!
Fra ca. midten af marts eller når frosten slipper sit tag begynder birkesaften at stige op i stammen, da det skal give energi til at løvet kan udvikle sig og træet kan springe ud. Denne proces varer indtil ca. midt i april. Derefter kommer der ikke mere saft og du ved, hvornår du skal stoppe, når saften stopper med at ’flyde’ og saften begynder at smage besk. I begyndelsen af perioden er birkesaft helt klar i farven, næsten uden smag eller med en let sødlig smag.
Sådan gør du:
Udse dig et sundt træ, der ikke er alt for ungt. Vælg et med en stor trækrone og gerne med en stamme der er 10-20 cm. i diameter. Så finder du et godt sted til at bore hul i træet. Der bores en smule opad, så tyngdekraften vil hjælpe saften i den rigtige retning. Bor et ca. 10 mm tykt hul ca. 5-10 cm ind i træet. Kommer du for langt ind mod kernen rammer du ikke de såkaldte vedkar, hvor saften løber op.
Nu banker du en tappestuds eller et rør ind i hullet, hvorpå du kan montere en slange, der forbindes til din tappedunk. Sørg for, at det lukker tæt og at hygiejnen er i orden. Kommer der savsmuld eller grumset saft ud skal det kasseres og du må lave et nyt borehul.
Man kan købe grej til dette forskellige steder på nettet. Se links og kilder længere nede.
Når det hele er monteret er det bare at vente og tjekke….
Jeg plejer at tappe i 3 liters dunk – hælde det over i mindre flasker eller poser og fryse ned. Så kan du tage en halvliters flaske op af fryseren dagligt og du har den livgivende drik hele sommeren. Husk at saften udvider sig ved nedfrysning, så fyld ikke helt op (da plastik flasker og dunke ellers revner og bliver utætte.)
Træet er mest aktiv på safter om morgenen og mindre aktiv om aftenen, så hold øje med dunken, nogle gange går det rigtig stærkt og du kan tappe et par dunke på et døgn. Lad ikke dunken stå i mere end et døgn, hvis solen falder på holder saften sig ikke frisk ligeså længe.
Holdbarhed:
3-5 dage i køleskab
Ca. 3 uger hvis du opbevarer i BIB
Frost: indtil næste sæson….
Alternativt kan du også pasteurisere saften, så er holdbarheden længere, men jeg er usikker på om det derved mister noget af sin kraft.
Når sæsonen er slut
Sig pænt tak til træet og sæt en trædyvel ind i hullet, så træet ikke står og ’forbløder’. Efter lidt tid dannes der bark rundt om dyvlen.
Næste år bør du vælge et andet træ!
Gentagende tapninger år efter år vil muligvis beskadige træet, så jeg synes man bør holde en pause, så man ikke svækker træet unødigt. Som alt andet du sanker i naturen; ta’ kun hvad du har brug for 😉
Har du ikke selv et birketræ?
Hvis du ikke har et birketræ til rådighed hjemme i haven, kan du besøge Naturstyrelsens skove, hvor der findes birketræer mange steder. Her må du (jf. deres hjemmeside) klippe en gren af et træ, der er over 10 meter højt. Stik grenen ind i en flaske og lad saften dryppe. Det giver selvfølgelig ikke ligeså meget, men er et super godt alternativ.
Man kan også købe sig til de livgivende safter
Hvis du ikke gider makke med at bore hul og skifte dunk kan du købe dig til birkesaft i forskellige helsekostforretninger og på Nettet. Men det er en halvdyr affære og det er heller ikke ligeså sjovt, synes jeg. Hvis du selv gør arbejdet får du den fuldstændig friske version ganske gratis.
Hvad kan birkesaft ellers bruges til?
Dette er ikke afprøvet af mig selv, men flere anbefaler;
- Madlavning
Is/sorbet, ølbrygning, bagning, indkogning til sirup, birkevin, mjød, ’champagne’, isterninger mm. - Saftevand; tilføj lidt økologisk blandet saft, hvis børnene synes det er for kedeligt med ren birkevand.
- Hårkur
- Fugtighedsgivende ansigtsvask
- Som medicin / kosttilskud
God fornøjelse og del gerne dine erfaringer, hvis du har mere at tilføje 😊
Forårskram fra Joan
Sanseriet
#birkesaft #allergi #pollenallergi
Kilder udover egne erfaringer:
https://naturstyrelsen.dk/naturoplevelser/naturen-netop-nu/foraar/vitamintilskud-fra-birketraeet
https://www.okologienshave.dk/tappe-birkesaft
https://nordiskselvforsyning.dk/birkesaft-tapning-tap-birkesaft/
https://www.skoven-i-skolen.dk/content/birkesaft-sirup
https://www.dr.dk/levnu/fritid/fem-fiduser-til-brug-af-birkesaft
Et par billeder af min egen tapning for et par år siden. https://www.instagram.com/p/B_IxROgj8tB/